Disney-koncernen var ikke sen til at reagere, da amerikanske elitesoldater den 2. maj slog Al Qaida-lederen Osama bin Laden ihjel.
Under 48 timer senere sendte koncernen en række ansøgninger af sted, som skal sikre den rettighederne til at bruge de succesrige marinesoldaters navn ”Seal Team 6”, skriver flere medier.
Kommercialiseringen af de amerikanske elitestyrker ændrer ikke på, hvordan enheden optræder i fremtiden, men det betyder, at man snart kan se ”Seal Team 6”-produkter i underholdningsindustrien og i amerikanske legetøjsbutikker.
Det er offentligt tilgængelige dokumenter fra det amerikanske patentkontor, U. S. Patent and Trademark Office, som viser, at Disney-koncernen allerede den 3. maj - kun to dage efter aktionen – sendte tre ansøgninger om patent af sted.
Den ene ansøgning vedrører indslag i underholdnings- og undervisningsmateriale. Den anden handler om markedsføring af tøj, sko og hovedbeklædning. Og den tredje handler om rettigheder til legetøj, sportsprodukter, elektroniske spil og sågar julepynt.