Johnny Depp har tidligere udtalt at han ikke vil lave en femte 'Pirates'-film, før der er gået lidt tid efter den fjerde. Men nu lader det til at Depp snart er klar til at skrive under på endnu et skumsprøjtende eventyr.
Efter Pirates of the Caribbean: I ukendt farvand blev et megahit, kommer det næppe som en overraskelse, at Disney gerne vil fortsætte med at smede flere pirateventyr, mens jernet stadig er varmt.
Johnny Depp har dog tidligere været lidt påpasselig med at påbegynde en femte film lige med det samme, men lader nu til at have ændret mening. Ifølge et nyt rygte er Depp nemlig tæt på at skrive under på at medvirke i Pirates of the Caribbean 5.
Skulle Depp være klar på endnu en omgang skumsprøjt, kan filmens optagelser først påbegyndes efter The Lone Ranger er færdig med at blive skudt, hvilket realistisk set sætter biografpremieren til 2013 som det tidligste. Optagelserne til The Lone Ranger begynder i oktober.
Et manuskript til Pirates of the Caribbean 5 er allerede blevet skrevet af Terry Rossio, som også har været med til at skrive franchisens andre film.
Kilde: thewrap.com, filmz.dk