Nu kan man hente hele Andeby-universet ned fra nettet. Den nye Anders And-app gør det muligt for første gang at udvælge sine yndlingshistorier digitalt.
Joakim Von And, Fætter Højben og Mickey Mouse. De er der alle sammen, samlet i din smartphone. I hvert fald hvis du downloader en ny app, der samler jumbobøgerne, Anders And-bladene og resten af Andeby-universet i din telefon.
App'en eller Rapp'en, som den hedder i Andeby, vil indeholde alt fra klassiske Carl Barks-historier til de lange historier fra Jumbobøgerne.
Anders And & Co. har indset, at bladet må følge sine læsere ud på nye platforme og digitale flader, så læserne altid har mulighed for at finde historier fra Andeby.
Det første 'Anders And & Co.'-blad fra marts 1949.
Vi ved, at vores læsere er moderne mennesker, der bruger flere digitale medier, og derfor er vi sikre på, at rapp'en bliver noget, de kommer til at sætte pris på, siger Martin Oesten, produktchef i Egmont Serieforlaget.
Til trods for den nye distributionsteknologi vil indholdet være let genkendeligt for Anders Ands fans. Handlingen vil som altid udspille sig i Andeby med alle de gode, gamle indbyggere. Anders vil stadig være iklædt sin matrostrøje og komme ud for alskens uheldige situationer, og Højben vil være lige så irriterende heldig, som han plejer.
Andeby har altid været fremme i skoene. Bare tænk på alle de ting Georg Gearløs har opfundet i tidens løb. Han er sikkert godt tilfreds med, at Andeby nu har fået sin egen rapp, siger Martin Oesten.
Rapp'en er ment som et supplement til historierne i ugebladet, ikke som erstatning.
Papir er stadig størst i Danmark, og salget på ugebladet er ved at stabilisere sig. Derudover kan vi se, at vores hjemmeside oplever en kraftig vækst i besøgende, og eftersom vores læsere bruger de digitale medier i den grad, de gør, er det sjovt og spændende at kunne give dem et nyt digitalt tilbud, siger Martin Oesten.
I dag er der 20 historier tilgængelig i rapp'en, men der vil blive lagt nye historier ud hver torsdag, og læserne vil efterhånden kunne vælge mellem flere hundrede historier.
Kilde: dr.dk