'Frost' sætter gang i aktierne hos Disney

Nyheder
Disney-filmen 'Frost' har indspillet milliarder kroner. Nu er der en 2'er på vej. Verdens småpiger jubler, og det samme gør Disneys aktionærer.

Filmen er verdens største animationssucces og verdens femtestørste filmsucces overhovedet. Filmen har indspillet 9 milliarder kroner, det Disney-kontrollerede merchandisesalg har rundet 7 milliarder kroner, og til trods for at filmen nu har halvandet år på bagen, raser ’The Frozen Fever’, som de kalder det på den anden side af Atlanten, med uformindsket styrke.

Siden filmen havde premiere i 2013, er Disney-aktien steget mere end 50 procent, og da Disney 12. marts i år annoncerede, at Elsa og Anna er på vej i studiet igen, steg aktien med 4,2 procent på dagen og lukkede dermed i det højeste niveau nogensinde. Det skete, til trods for at rygterne om en 2’er længe havde svirret, og aktiemarkedet normalt kun tager den slags spring på decideret overraskende udmeldinger. Men hverken småpiger eller aktionærer kan få nok af de to søstre.

"Jeg tror, at filmens succes har været et mysterium for Disney selv", siger Jakob Stegelmann, der er ankermand på DR’s Troldspejlet og redaktør på Disney Sjov. "Jeg er også selv overrasket over, at succesen er blevet så stor".

Jakob Stegelmann understreger også, at han som udgangspunkt gerne havde set, at filmen var mere tro mod H.C. Andersens eventyr Snedronningen, som filmen er løst baseret på. Men det betyder ikke, at han har en finger at sætte på Disneys arbejde med Frost.

"Disney er sindssygt gode til at fortælle en historie. De tillader sig at være hæmningsløse uden nogen form for politisk korrekthed, når de laver filmene. De har ry for at være søde og sukrede, men det er de faktisk slet ikke. De formår at lave figurer, der overrasker, og det er vigtigt for at fange børnene. Hvis ikke det er barsk, så er det ikke interessant", siger han.

Netop evnen til at skabe drama, indfange børnene og skabe et helt univers omkring filmene er ifølge Michael Borre, chefaktiestrateg i Nordea, Disneys absolut største styrke som virksomhed. Nordea har de seneste år haft Disney på sin liste over foretrukne globale aktier og følger derfor selskabet tæt. Det har været en god investering indtil nu, og der er ikke på nuværende tidspunkt noget, der tyder på, at Disney-aktien står over for at vige pladsen.

"Med 'Frost' har Disney bevist, at de kan genopfinde sig selv. Skabe et helt nyt univers. Det handler jo ikke bare om at sælge biografbilletter. Det handler om, at deres forskellige forretningsområder støtter hinanden, og her er filmene og figurerne i filmene kernen", siger han. "Derfor er sådan en succes som 'Frost' helt afgørende. Den kan skabe salg af merchandise, øge interessen for Disneys tv-kanaler, skabe mere interesse for Disneys forlystelsesparker og så videre. Alt sammen noget, der styrker indtjeningen i Disney".

Han peger også på, at det, at Disney har en høj ’pricing power’, altså at virksomheden har været i stand til at holde og i visse tilfælde endda hæve prisen på produkter og services, er noget, investorerne rigtig godt kan lide. "Det er ret unikt, og det lover godt for deres evne til at tjene penge fremadrettet", vurderer Michael Borre.

Der er indtil videre solgt Disney-kontrolleret ’Frost’-merchandise for 7 milliarder kroner, og selvom filmen nu har halvandet år på bagen, er succesen ikke aftagende. Tværtimod.

"Da filmen blev introduceret, var vi overraskede over, at der var så relativt få forbrugerprodukter tilknyttet filmen. Jeg tror ikke, at Disney havde forudset filmens succes, men nu forøger de at give succesen så mange ben, som de kan", siger Wynne Tyree, stifter af SmartyPants, der har specialiseret sig i markedsanalyser og strategisk rådgivning med særligt fokus på produkter til børn og unge.

"Siden har vi set en bred vifte af produkter – alt fra morgenmadsprodukter til makeup. Og efter at filmen og filmens merchandise er blevet sådan en mastodontsucces, har Disney blandt andet skabt den animerede kortfilm 'Frozen Fever' og annonceret, at der nu er en 2’er på vej", siger hun.

Til sommer planlægger Adventures by Disney ture til nogle af de steder i Norge, der inspirerede folkene bag filmen, og her forventes priserne at lande på over 30.000 kroner for en tur.

Mange piger herhjemme har allerede en Elsa-kjole i garderoben, og alene i USA er der solgt mere end 3 millioner Elsa-kjoler. Går man i bryllupstanker, er der også mulighed for at give den særlige dag et strejf af isnende magi ved at investere i en Frost-bryllupskjole. Den kan erhverves til den nette sum af 10.000 kroner.

Disney har endnu ikke offentliggjort, hvornår efterfølgeren til Frost rammer biograferne, men indtil da kan Elsa- og Anna-fans glæde sig over, at Disney ikke på nogen måde lader til at fjerne foden fra Frost-speederen, når det handler om at udvikle nye produkter, der relaterer sig til filmen. Samtidig kan aktionærerne kun drømme om, at den næste film bliver en lige så stor indtjeningsmaskine som den første Frost-film.

Kilde: filmz.dk, politiken.dk


Kommentarer er midlertidigt deaktiveret.
Læs også

Jack Sparrow er en pengemaskine

Det fjerde pirateventyr med Johnny Depp i spidsen, 'Pirates of the Caribbean: I ukendt farvand', har nu indtjent 1 milliard dollars på verdensplan.

DisneyOnline.dk er hverken drevet af Joakim von And eller Fætter Højben

Derfor har vi brug for din hjælp og støtte til at fortsætte det glade og frivillige arbejde bag denne magiske hjemmeside.

Disney's økonomi boomer

Det seneste kvartalsregnskab for Disney-koncernen blev offentliggjort i dag. Og Andebys pengetank bugner af langt flere penge end økonomerne havde regnet med. Både forlystelsesparker, film, legetøj og tv-kanaler er en guldrandet forretning for The Walt Disney Company.

MasterCard bliver officiel Disney-partner

The Walt Disney Company har fået en ny samarbejdspartner i hele Europa, mellemøsten og Afrika. MasterCard bliver Disney's officielle betalingskort i de næste seks år.

"Epic Mickey" solgt i 1,3 mio. eksemplarer i USA

Selvom Disney's stort opslåede spil "Epic Mickey" blev lunkent modtaget i Europa, har det i løbet af den første måned på markedet i USA solgt 1,3 millioner eksemplarer.

Johnny Depp og fodbold-VM giver Disney superregnskab

Kvartalsregnskabet for The Walt Disney Company viser, at finanskrisen ikke er andet end blot et eventyr for verdens største underholdningsvirksomhed. Godt hjulpet på vej af sportskanalen ESPN og filmen 'Alice i Eventyrland' tjente Disney 40% mere end kvartalet før.