Pixar har netop færdiggjort tre nye kortfilm med figurene fra filmen Biler. Og efter planen skal mange flere følge efter.
Biler udkom i 2006, men Disney er langt fra færdige med at udvikle dette franchise. For selvom filmen alene ikke gjorde det store indtryk på biografsalgs-listerne (i forhold til Pixars øvrige succeser), viste det sig at Biler alligevel blev et sandt guldæg for The Walt Disney Company. Små drenge verden over rev Biler-merchandise til sig i hidtil uset grad. Disney Consumer Products kunne derfor sidste år berette om et overskud fra salg af Biler-tøj, tasker, figurer, legetøj etc. på over 2 mia. kroner. Det gør Biler-merchandiset til det bedst sælgende film-tilbehør efter Star Wars.
I 2007 blev der bygget en helt ny og unik Biler-forlystelse i Disneyland Paris (Cars Quatre Roues Rallye) og i Californien er de første spadestik blevet taget til det storslåede (over 50 kvadratkilometer store)
Cars Land der skal åbne portene engang i 2012.
Disneyland Resort Paris' Cars Quatre Roues Rallye.
Derudover har Disney netop lanceret deres store online spil-satsning,
The World of Cars Online, der allerede har over 100.000 registrerede spillere. Og som de fleste sikkert ved, får Biler følgeskab af Biler 2 engang i 2011. Men det stopper ikke her. For tilsyneladende vil Disney sikre sig maksimal opmærksomhed omkring Biler-foretagendet inden den næste biograffilm skal på lærredet. Derfor arbejder Pixar på højtryk for at færdiggøre en stribe af Biler-kortfilm, hvoraf de første 3 allerede er blevet vist på amerikansk tv.
Serien af kortfilm har fået titlen Mater's Tall Tales (Bumles Røverhistorier) og viser uddrag af Bumles begivenhedsrige fortid. Man ser den rustne kranbil som både læge, tyrefægter, vovehals og brandbil. Noget tyder dog på at historierne er det pure opspind fra Bumles egen frie fantasi.
Bumle leger vovehals i kortfilmen Mater The Greater.
I El Materdor imponerer Bumle de kvindelige biler som veludrustet
tyrefægter.
Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvor store tanker Bumle
har om sig selv i disse kortfilm. Her er han en livsreddende læge.
Bumle bliver dagens helt i skysovs i kortfilmen Rescue Squad Mater.
Disney benytter normalt deres såkaldte B-hold (mindre rutinerede folk der "øver sig" ved at lave mindre prestigefyldt projekter) til at lave deres kortfilm. Men Pixar har valgt at bruge de selv samme animatorer der arbejdede på Biler-filmen til at lave Mater's Tall Tales for at opnå den samme kvalitet som i biografversionen.
Bumles Røverhistorier blev vist på tv-kanalen Toon Disney i USA i sidste uge og forventes at blive sendt på Disney Channel inden jul. Der skal efter planen laves yderligere 10 biler-kortfilm der vil ramme den danske Disney Channel senest i det nye år.
Kilde: JH Media, Disney.com