Disneys Juleshow på DR har ikke altid været så idyllisk og hyggeligt som vi kender det i dag. I "gamle dage" var det fyldt med bomber og skyttegrave.
Disneys Juleshow er for mange danskere en fast juletradition på højde med kirkebesøget og dansen om juletræet. Men hvis man tror at Disneys elskede juleshow altid har været det samme, tager man fejl.
Da Disneys Juleshow første gang tonede frem på TV-skærmene i de danske julehjem i 1969, var det bl.a. med en Anders And-tegnefilm, som vi ikke får lov at se nu til dags. Jakob Stegelmann, der er med i DR's redaktion af Disney Sjov, husker godt kortfilmen "Toy Tinkers" med Anders And, der er oppe at slås med Chip og Chap i krigslignende scener:
»De skyder, de har hjelme på, der er skyttegrave mellem pakkerne. Det er virkelig krig under juletræet«, fortæller Jakob Stegelmann til dr.dk.
'Krigsfilmen' havde været en fast del af Disneys juleshow siden 1969, men forsvandt altså i 1980'erne, erindrer Jakob Stegemann.
Det var ikke DR, der brød med juletraditionerne. Anders And i krig blev fjernet af Disney-koncernen selv.
»Det ville man ikke have, for det passede jo ikke til juleaften. Men jeg syntes jo, at den var sjov«, tilføjer Jakob Stegelmann.
Anders Ands krig mod Chip og Chap er stadig ikke med i Disneys juleshow, men den optræder ind i mellem i Disney sjov, lyder det beroligende fra DR.