Tim Burtons 'Alice In Wonderland' har endnu ikke haft premiere, men allerede nu svirrer rygterne om, at Burtons næste projekt vil blive at filmatisere endnu en Disney-klassiker, nemlig Tornerose.
Tim Burton har snart premiere på sin Disney-producerede 'Alice In Wonderland', som Disney tidligere har lavet i en animeret udgave tilbage i 1951. Men nu ser det ud til, at et af instruktørens næste projekter meget vel kan være endnu gensyn med et tidligere animeret Disney-eventyr, nemlig 'Tornerose' fra 1959.
Dog vil historien tage et twist, da filmen vil blive fortalt ud fra den onde fe Maleficents perspektiv.
Maleficent kaster i 'Tornerose' en forbandelse over Prinsesse Aurora, hvilket medfører at Aurora på sin 16-års fødselsdag stikker sig på en ten og falder i en dyb, dyb søvn, hvor kun et kys kan vække hende.
Der er allerede nu spekulationer om, at filmen vil handle om, hvorfor Maleficent nærer så stort et had til de tre gode feer.
Tim Burtons 'Alice In Wonderland' har dansk premiere den 4. marts 2010.
Der er ingen kommentarer til denne nyhed.