Sorte Slyngel vender stærkt tilbage
Nyheder
Roald
6. marts 2008
Egmont har udtalt at Sorte Slyngel snart vil få en stor genoplivning.
Egmont har udtalt at Sorte Slyngel snart vil få en stor genoplivning.
[583,225]
Andebys måske mest magtbegærlige skurk, Sorte Slyngel, så første gang dagens lys i en Floyd Gottfredson-historie i 1939. Han kom dog først til danmark 26 år senere, men blev hurtigt fast inventar i mange af de Jumbobøger der udkom i 1970'erne.
Men de senere år er der blevet langt mellem, at den maskerede slyngel har vist sig på de danske tegneserie-sider.
Disney Online fik sig en lille snak med Mikael Tjellesen fra Egmont, der arbejder med Jumbobøgerne. Han fortæller at materialet til Jumbobøgerne består af 70% italienske og kun godt 30% danske historier. "Egmont er meget lydhøre overfor ønsker og forslag til historier og figurer. Og især Sorte Slyngel har været ret efterspurgt de senere år," fortæller Mikael Tjellesen.
Egmont har dog for vane, at lade det være op til forfatterne at skrive gamle figurer ind i historierne. "En af vores danske ansatte, Lars Jensen, kan rigtig godt lide at finde de gamle figurer frem i ny og næ."
[584,100]Lars Jensen
En af de mere sjældne karakterer er Øjvind Ørn, der ikke bliver brugt særlig ofte. Mikael Tjellesen forklarer at Øjvind ikke bliver efterspurgt ofte, og at tiderne nogle gange skifter, så figurer kommer og går.
Men da snakken faldt konkret på Sorte Slyngel, løftede Tjellesen sløret for, hvad der kunne blive en kommende, spændende udgivelse fra Egmont: "Du skal bare vide, at Sorte Slyngel kommer til at få en kæmpe "revival" meget snart. Jeg vil ikke afsløre hvordan, men bare rolig, det finder du meget snart ud af."
[582,175]
Snakken faldt også på Jumbobøgernes rygmotiver, hvor der har været snak om endnu engang at ændre disse til noget helt nyt. Her afkræftede Mikael Tjellesen dette rygte: "Vi fortsætter med de rygmotiver der er på Jumbobøgerne p.t. og har ingen planer om at ændre dem."
Jumbobøgerne udgives hver fjerde uge i et oplag på 50.000 eksemplarer, med et formodet lælsertal på 104.000 (dette tal inkluderer dog kun børn fra 5 - 18 år, da Egmont endnu ikke har tal fra Gallup på den voksne målgruppe, men det formodes, at bøgerne har lige så mange læsere over 18 år).
Kommentarer er midlertidigt deaktiveret.