Teater med millionunderskud klar med ny Disney-satsning

Nyheder
Trods et år med gedigent underskud er Fredericia Teater ikke færdig med at satse stort. Snart kommer en ny musical på størrelse med succesen Aladdin.
Trods et år med gedigent underskud er Fredericia Teater ikke færdig med at satse stort. Snart kommer en ny musical på størrelse med succesen Aladdin.
 
 
Den seneste tid har været turbulent for Fredericia Teater. Et unikt samarbejde med Disney, mere end 100.000 besøgende til forestillingen 'Aladdin' - og så en økonomisk nedtur i millionklassen.
Men intet af det har gjort noget ved den kunstneriske leder Søren Møllers ambitioner. Så nu præsenterer Fredericia Teater endnu en forestilling i samarbejde med Disney.
 
"Det er en forestilling, der er lige så stor som 'Aladdin'", siger Søren Møller til DR Kultur - først torsdag til et pressemøde oplyser teateret den konkrete forestilling.
 
 
Efter forestillingen 'Aladdin' havde været på scenen i både Fredericia og Operaen i København, måtte Søren Møller og teaterets bestyrelse gå bodsgang og bede Fredericia byråd om et lån på næsten 10 millioner kroner. Samtidig havde teateret i april fået eftergivet en gæld på 7,3 millioner kroner.
 
Ifølge Søren Møller gav 'Aladdin' isoleret set overskud, men andre forestillinger floppede, ligesom at lønninger for over to millioner kroner stod registreret som betalte, men uden at være det.
 
"Det handlede om, at opgaven simpelthen har været for umulig. Opgaven med både at være administrerende direktør og kunstnerisk leder har simpelthen været for stor", siger Søren Møller. "Hverken jeg, bestyrelsen eller revisionen har haft det fulde overblik. Og det er selvfølgelig angribeligt. Men ingen af de tre parter kan undsige sig medansvar fra den situation, vi havnede i".
 
 
Med kun to byrådsstemmer imod fik Fredericia Teater tildelt lånet, og Søren Møller fik frataget sine økonomiske beføjelser på teateret - men forblev kunstnerisk leder.
 
Efter millionlånet til Fredericia Teater meddelte bestyrelsesformand Jane Findahl (SF) - som også er formand for kommunens kulturudvalg - at Aladdin kostede for mange kræfter, og derfor bliver 2014 et år uden lignende forestillinger.
 
Men det har en ekstern investor lavet om på, fortæller Søren Møller.
 
"Der er fundet en ekstern investor, som gør, vi kan løfte den her opgave ud af vores normale økonomi. Så det her er uden risiko for Fredericia Teater og for Fredericia Kommune", siger Søren Møller uden at ville afsløre, hvem det er. "Investoren har stillet en stor og markant underskudsgaranti, så vi ikke risikerer noget".
 
 
Da du mistede dine økonomiske beføjelser, var beskeden, at du ikke længere måtte tale økonomi. Men nu fortæller du mig om investorer, og at der ingen økonomisk risiko er for teateret eller kommunen?
 
"Det er umuligt at skille ad. Det ville være mærkeligt, at de her spørgsmål ikke kom på et tidspunkt - så er det bedre at fortælle, at der er en plan for det. Ellers kunne vi ikke melde sådan ud. Så jeg udtaler mig bare om, at der ikke er nogen fare", siger Søren Møller.
 
Kilde: dr.dk

Kommentarer er midlertidigt deaktiveret.
Læs også

Fredericia Teater opsætter endnu en Disney-musical

Fredericia Teater har i dag holdt pressemøde, hvor de afslørede en helt ny Disney-musical, som får premiere på teateret i efteråret 2016.

Havfruen forlænges i Operaen

Efter at "Aladdin - The musical" blev et kæmpe hit på Fredericia Teater og Operaen, valgte teateret at fortsætte succesen med Disney-musicalen "Den Lille Havfrue". Salget af billetter er gået så godt, at forestillingen nu har fået flere spilledage.

Den Lille Havfrue afløser Aladdin-succes

Først kom Aladdin - nu følger Den Lille Havfrue. Fredericia Teater og Disney går sammen om endnu en musical, som også skal opføres i Operaen i København.

Teater sagsøgt af Disney: Reddet af lån fra kommunen

To kæmperegninger for musicalen Aladdin har truet med at lukke Fredericia Teater, men nu kommer kommunen til undsætning med et millionlån.

Disneys Aladdin-musical får Europa-premiere i Fredericia

Den store Disney-succes Aladdin får Europa-premiere som musical på Fredericia Teater den 4.oktober i år.

'Aladdin' bliver Disney's næste teaterstykke

Efter scene-succeserne "Løvernes Konge", "Den Lille Havfrue" og "Skønheden & Udyret" bliver "Aladdin" den næste Disney-film i rækken til at blive omdannet til teaterstykke.