I anledning af Anders And's 75 års jubilæum næste år, udgives en Walt Disney Treasures bog der gennemgår andens historie og fremtid med tegninger af Carl Barks, Don Rosa og mange flere.
Vi kender normalt Walt Disney Treasures som en DVD-samling med nostalgisk Disney-materiale fra en svunden tid. Men nu har Gemstone Publishing også valgt at udgive en Walt Disney Treasures bog om Anders And i anledning af hans 75 års jubilæum næste år.
Donald Duck - 75 Unlucky Years er en engelsk paperback-bog på 168 sider. Bogen indeholder en gennemgang af andens historie samt masser af de bedste tegninger fra Carl Barks, Don Rosa, Tony Strobl, William Van Horn, Floyd Gottfredson, Al Taliaferro og mange flere.
Bogen skulle efter sigende også komme med nogle bud på, hvordan verdens uheldigste and vil tage sig ud i fremtiden.
Bogen udkommer på amazon.com den 8. juli 2009 men kan allerede nu forudbestilles
her.
Prisen er på 11,55 US dollars (ca. 67 kroner) + levering.
Egmont i Danmark ved endnu ikke om bogen vil udkomme på dansk.
Kilde: Amazon.com