En 61-årig tysker har brugt 13 år på at kortlægge Andeby ned til mindste detalje efter Carl Bark's Disney-historier.
Jürgen Wolliner er 61 år, donaldist (Anders And-blads entusiast), landmåler og korttegner i den sydtyske by Pockingen. Og Wolliner har taget et detaljeret kig samtlige 52.000 Carl Barks-billedceller i Anders And-blade for at lave et komplet kort over Andeby, eller Entenhausen som byen hedder på Tysk.
I følge Weekendavisen fortalte Wolliner til Die Zeit, at det især var problematisk at kortlægge Anders Ands hus, fordi han har flyttet hele 33 gange. Og mange af de andre beboere i Andeby har også skiftet adresse flere gange gennem årene blandt andet Onkel Joakims pengetank.
Wolliner har forsynet kortet med symboler, noter og kommentarer så alle kan finde rundt i de store, imponerende kort.
Kortet kan købes på den tyske Donaldist-forenings hjemmeside, hvor Jürgen Wolliner også er medlem. Kortet fås indtil videre kun med tyske tekster og koster 4 euro plus 19 euro i porto.
Wolliner vil nu hellige sig arbejdet med sit Anders And-stikordsregister der indtil videre allerede indeholder 50.000 begreber og fylder over 700 sider.
"Forskningen går videre," sagde Wolliner til Die Zeit.
Kilde: Donald.org, Weekendavisen, Die Zeit