»Vi løb tør i weekenden. Det har vi altså ikke prøvet før«.
Sådan lyder svaret mandag eftermiddag fra kioskchefen hos Kort & Godt på Københavns Hovedbanegård på spørgsmålet om, hvordan det går med salget af det nyeste Anders And & Co.
Samme melding kommer fra flere 7-Eleven-kiosker og supermarkeder i indre København.
Årsagen til stormløbet på Anders And-bladet er, at
handlingen er henlagt til Danmark, hvor Anders og nevøerne besøger steder som Jelling, Langelinie og Nyhavn og møder disneyficerede udgaver af blandt andre dronningen og statsministeren.
»Vi har ikke overblik over salgstal endnu, men vi har flere indikationer om, at de er utrolig positive. Bladet har været helt udsolgt i Vejle- og Jellingområdet, hvor en del af handlingen foregår, men det har også været udsolgt andre steder. Det er vi ikke vant til, men det er dejligt, at folk har taget Anders And til sig igen«, siger marketingchef Thomas Bundgård fra Egmont Serieforlaget.
'Salget stiger næppe på lang sigt'
I kælderen på Sankt Peders Stræde 18, hvor verdens ældste tegneseriebutik, Fantask, holder til er der dog gevinst. Hele to styks Anders And-blade ligger til salg på disken.
»Det er de eneste, vi har tilbage ud af den gode håndfuld, vi tog hjem. Normalt køber folk deres Anders And-blad i kiosker eller i supermarkedet, så vi plejer ikke at forhandle det. Men når der kommer et særligt nummer, køber vi det«, fortæller indkøber Kenn Andersen.
Det skete senest, da særudgaven 'Anders And Ekstra: Snusk & Snag - Sladder fra Andeby' udkom ved nytårstid.
Men Kenn Andersen er ikke imponeret over kvaliteten af 'Anders And i Danmark':
»Historien er da meget sjov med masser af stikpiller til det ene og andet. Men det er helt klart henvendt mere til voksne end til børn. Og så tvivler jeg på, at det vedvarende salg af Anders And stiger på grund af det. Om to måneder er det glemt igen«, lyder tegneseriemandens vurdering.